|
Jens Ramsing, pianist
og organist |
|
Fornyelse af gudstjenestemusikken – Hvordan? Hvorfor? Hvorfor ikke? |
|
|
|
|
- klassisk musik og salmesang At man nu
nedlægger den eneste radiokanal, der spiller klassisk musik, er desværre kun
en naturlig følge af den kulturelle ulykke, der indtraf for mange år siden,
da den klassiske musik blev udrenset i sang- og musikundervisningen i
folkeskolen og gymnasiet. Udrensningen blev sat i gang med de omfattende
reformer i 70’erne. Det var dengang den gode Erik Clausen i det daværende
monopolfjernsyn vrængede første linie af en af
Ingemanns morgensange og derefter sagde, at ”sådan noget kan man sgu’ da
ikke lade unge mennesker synge”. Den udtalelse har han forhåbentlig
fortrudt mange gange siden da. Desværre er
kampen mod den seriøse musik nu også rykket ind i folkekirken. Den har været
ført an af en tidligere biskop og en tidligere kirkeminister, der begge
tilhører den generation, der gennemførte de før omtalte – og for musikken –
så fatale skolereformer. De ville modernisere kirken med rocksalmer, men er
selv gammeldags. De vil selvfølgelig kirken det bedste, men ved ikke, hvad de
taler om, når de langer ud efter ”professionaliseringen af kirkesangen”.
Hvad bliver det næste? Et korstog mod professionaliseringen af forkyndelsen?
Man skulle hellere interessere sig for at professionalisere musikundervisningen
i folkeskolen. En seriøs
musikundervisning, der også omfatter vores bedste danske sange og salmer,
sparker mange døre ind til den klassiske musik. Men i dag er klassisk musik
lukket land for de fleste. Dog findes der et resursestærkt mindretal, der med
den største selvfølge går til rockkoncert den ene dag og klassisk koncert den
næste. De har modtaget seriøs musikundervisning. Det er moderne blandt
oplyste forældre at lade børnene gå i musikskole og synge i kirkekor. De
mange kirkekor har i årevis været leverandører af vitaminer til unge
mennesker, der lider af musikalsk underernæring. Kære Jan
Lindhart, Bertel Haarder og Erik Clausen, lyt til den herboende iraner,
universitetslektor Mehdi Muzaffari, der siger: ”Den
klassiske musik er noget af det bedste, Europa har givet verden”. Det er
vanskeligt at argumentere mod letkøbte holdninger til kirkemusik og salmesang
uden at blive musikfaglig. Musikfaglige argumenter er ikke nær så sexede som
avisoverskrifter i agurketiden, ”Orgelmusik for tomme kirker” og den
slags pjat. Men med fare for at miste læsere skal forsøget alligevel gøres: Det tyvende
århundredes musik delte sig groft sagt i to: Den rytmiske musik og den
moderne kompositionsmusik. Begge genrer er aldeles uegnede som musikalsk
fundament for fællessang. Musik taler
som bekendt både til hjernen og til hjertet – og til underlivet. Den rytmiske
musik især til det sidste, og hurra for det. Men gudstjenesten skal vel ikke
konkurrere med diskoteket, eller har jeg misforstået noget? Så er der
den moderne kompositionsmusik. Hvis meningen med en salmemelodi er, at alle
mennesker skal kunne synge med, er det absurd at komponere melodier i et
modernistisk tonesprog. Som at fornægte tyngdekraften. Jeg minder om
Darmstadt, der forlangte ”nie erhörte Klänge” – en ædel
bestræbelse, der har affødt mange mesterværker, men som harmonerer dårligt
med det væsentligste krav, der kan stilles til en fællessang/salme, nemlig
genkendeligheden. J.A.P. Schultz sagde det ligeud: ”Den gode melodi har
noget velkendt over sig”. Og når jeg
nu har rettet skytset mod egne rækker: Men det er
mest fortid. I dag udfører organister et forbilledligt og højt kvalificeret
musikalsk arbejde. Der er også skrevet nye, gode og velfungerende melodier af
danske organister, der har villet kirkesangen det bedste. Tillad mig at nævne
Peter Møllers Fyldt af glæde over livets under, Erik Haumanns Du
fødtes på jord og Asger Pedersens Dommer over levende og døde.
Udenfor kredsen af kirkemusikere kan nævnes Klaus Brinchs Uberørt af byens
travlhed, der er den eneste rytmiske sats i koralbogen, der ikke dumper i
testen mht. synkoper, blå toner og tempo. Flere danske komponister kunne
nævnes. Men nordmændene, med nestoren Egil Hovland i spidsen, løber af med
sejren. De har leveret stribevis af originale, nye og dog særdeles sangbare
og naturlige melodier. I dag har
kun de færreste et umiddelbart og indforstået kendskab til dansk kultur og
kristendom. Det har ført til en sørgelig polarisering i indvandrerdebatten og
gjort os usikre på hånden i mødet med muslimerne, fordi vi ingen referencer
har til vores egen kultur. Loyalt gengivet på kristendom.dk, kan læses her 1) I en større kirke på
Sjælland, havde organisten besluttet, at Egil Hovlands dåbssalme "Fyldt
af glæde over livets under" skulle afsynges uden tredie
melodi-linie. Man udelod altså 3 takter
tilsyneladende for at undgå gentagelsen af salmetekstens sidste linie. Den pågældende organist betroede mig oven i købet,
at han syntes, at melodien således var blevet meget bedre. Læs også,
hvad Bo Holten siger:
|
|